PBS International stiller meget høje krav til sikkerheden - både for vores egen skyld og for din. Men uanset hvor godt og sikkert et system er, kan du aldrig gardere dig 100 % mod misbrug. Du kan dog selv være med til at forhindre, at dit kort bliver misbrugt.
Fysisk handel
- Har du chip på dit kort, skal du så vidt muligt bruge den, da det øger sikkerheden
- Beskyt din PIN-kode
- Tjek beløbet, før du skriver under
- Kontroller dine kontoudtog eller din netbank jævnligt
- Hvis der er posteringer, du ikke kender noget til, skal du kontakte dit pengeinstitut med det samme
- Gem dine kvitteringer. De kan senere bruges som dokumentation, hvis du for eksempel mener, at der er blevet trukket et for højt beløb på dit kort
Internethandel
PBS stiller meget høje sikkerhedskrav til netbutikkers betalingssystem. Dine kortoplysninger krypteres (kodes), så de hverken kan læses eller ændres på deres vej fra netbutikken til PBS' system. Alligevel skal du tage nogle forbehold:
- Udlever kun kortnummer, udløbsdato og kontrolcifre, hvis du er ved at gennemføre en handel.
- Læs altid købsbetingelserne, før du handler på nettet. Læg især mærke til fortrydelsesret, og om du binder dig til et abonnement eller flere betalinger.
- Gem din bekræftelse enten elektronisk eller på papir.
- Tjek dine kontoudtog eller din netbank.
- Hvis der er posteringer, du ikke forstår, skal du kontakte din udsteder med det samme.
- Nogle udenlandske netbutikker krypterer ikke deres kunders kortdata. Det betyder, at dine data kan blive opsnappet på deres vej mellem din og butikkens computer. Derfor skal du altid sikre dig, at forbindelsen til netbutikken er sikker.
Sikkerhed mellem dig og butikken
SSL står for Secure Socket Layer. Det er et slags sikkerhedslag, der krypterer dine kortdata, så de ikke kan læses eller ændres på deres vej fra din computer til forretningens server. En internetforretning kan kun få en betalingskortaftale hos PBS, hvis forretningen har en SSL-løsning.