06-12-2007  Taxaer tager nu imod chip-betalinger  
Taxaer tager nu imod chip-betalinger  

Pressemeddelelse 
Nu kan du som taxakunde bruge chippen, når du skal betale for turen med dit Dankort eller andet betalingskort. De første taxaselskaber har nemlig taget de nye mobile chipterminaler i brug.

For at styrke sikkerheden og lette administrationen har de første taxa-selskaber nu installeret de nye mobile betalingsterminaler, som læser chippen på kundernes betalingskort. De mindre taxaselskaber i landområderne har været hurtigst til at tage chippen til sig.

 

- Vi er glade for, at taxaerne nu kan bruge chip-terminaler i bilerne og dermed følger detailhandlens fodspor. Det betyder, at vi lukker endnu et hul, som forhindrer svindel med betalingskort. Kunderne kan samtidig glæde sig over, at de i fremtiden blot skal taste deres kode ind, hvilket er hurtigere end en underskrift, siger Søren Winge, pressechef hos PBS A/S.

 

Flere taxa-selskaber har været hurtige til, at installere de nye mobile chipterminaler. Dog er der stadig mange taxaselskaber, som benytter fluesmækkeren, og de skal alle have en ny terminal inden årsskiftet, hvis de fortsat vil tage imod betalingskort.

Det nemmeste er at investere i en mobil chipterminal. Den kan ligesom fluesmækkeren ligge i handskerummet, men læser chip og PIN, hvilket er den mest sikre måde at bruge sit betalingskort på.

 

– Alene i Hovedstaden har vi over 2200 taxaer og overalt i landet kører folk i taxa døgnet rundt. Så det er rigtigt positivt, at taxaselskaberne nu installerer de nye og langt mere sikre terminaler, som læser en chip der næsten er umulig at kopiere. Typisk for taxakørsel er netop, at regningen bliver betalt med kort, siger Søren Winge, pressechef hos PBS A/S.

 

De fleste større taxaselskaber har i dag en såkaldt telenotaløsning, som aflæser magnetstriben på kortet og kræver en underskrift af kunden. Kortterminalen er ofte integreret i taxameteret. Taxaselskaber må ikke nyinstallere telenotaløsninger fra 1. juli 2008. Alle eksisterende løsninger kan anvendes frem til 1. juli 2010.

Har du spørgsmål, er vi klar til at hjælpe

 Skriv eller ring