06-04-2009  Påskeflytning af PBS' kortplatform 
Påskeflytning af PBS' kortplatform 

Pressemeddelelse 
Kortholdere og forretninger vil blive berørt af flytningen natten til 12. april mellem kl. 4 og 6.

Påskeflytning af PBS kortplatform
Natten til påskedag, den 12.april 2009, gennemfører PBS en flytning af den kortplatform, der afvikler betalinger med Dankort og internationale kort. Det sker som led i en gradvis outsourcing af den samlede it-drift til IBM. Flytningen får den praktiske konsekvens, at det i perioder ikke vil være muligt at gennemføre kortbetalinger online i tidsrummet fra kl. 04.00 – 06.00.

Betalinger med Dankort ventes at blive berørt fra kl. 04.00 – 04.50 og herefter i tre korte perioder af få minutter frem til kl. 06.00. Brugen af internationale kort i Danmark vil være berørt i hele perioden.

Hvad skal jeg gøre?
Hvis du har behov for at foretage betalinger i det anførte tidsrum, har du følgende muligheder:

For forretninger:
Betalinger med kort i den anførte periode kan ske offline - enten ved brug af denne funktion i chip-terminalen, eller ved brug af fluesmækker, hvis det er jeres backup-løsning.

Vær opmærksom på, at PBS i perioden yder den normale betalingsgaranti for betalinger med chip og underskrift, som hvis forretningen håndterede betalingen med læsning af chip og indtastning af PIN-kode (4000 kr.).

For kortholdere:
Er du ikke i stand til at betale med dit betalingskort i perioden, kan du hæve kontanter i pengeautomater – dog alene i dem, der tilhører din egen bank.

For danskere i udlandet
Er du på påskeferie og bruger dit kort i dette tidsrum, kan du blive påvirket ved brug af Visa/Dankort samt Visa Electron og Maestro/MasterCard debet, der kræver saldokontrol i betalingssituationer. Brug af kreditkort i udlandet som eksempelvis MasterCard vil ikke blive berørt af flytningen.

Har du spørgsmål, er vi klar til at hjælpe

 Skriv eller ring