Fejlen medfører, at overfladen på kortet kan lede en øget statisk elektricitet, som kan påvirke betalingsterminalen. Det er valget af materiale i det fysiske kort, der er årsagen. Chippen på kortet fejler ikke noget, men produktionsfejlen kan betyde, at chiplæseren i terminalen ”kortsluttes”.
Alle kort tilbagekaldes
Kortene er udstedt til kunder i Spar Nord primært i omegnen af Roskilde og i Nordjylland. Spar Nord afsender i dag brev til alle berørte kortholdere for at få tilbagekaldt disse fejlbehæftede kort.
Påvirkning af terminalen
Nogle terminaler påvirkes slet ikke, og nogle fungerer fint igen efter en genstart – nogle få bliver permanent skadet, hvorfor alle kortholdere herefter må foretage betaling ved brug af magnetstribe.
Problemets omfang kan variere fra terminal til terminal og afhænger i høj grad af, hvor meget statisk elektricitet der opstår under indlæsning af et fejlbehæftet kort i betalingssituationen.
Hvis du som forretning oplever problemer med din terminal i denne forbindelse, så kontakt venligst din terminalleverandør.