NemID er et vigtigt skridt på vejen mod digitaliseringen af Danmark, og allerede ved årets udgang vil tre millioner danskere bruge NemID, når de skal identificere sig på nettet.
Med NemID bliver det nemmere for danskerne at færdes på nettet. NemID giver sikker adgang både til danske netbanker, til alle de offentlige hjemmesider i Danmark og til et stort antal private virksomheders hjemmesider.
”NemID betyder både større frihed og sikkerhed på nettet. NemID er ikke bundet til en enkelt computer, men kan bruges fra alle computere, uanset om du befinder dig i Danmark eller i udlandet,” fortæller kommunikationschef i DanID Jette Knudsen.
2-faktor-sikkerhedsløsning
NemID er en såkaldt 2-faktor-sikkerhedsløsning. Den ene faktor er et bruger-id og en adgangskode, og den anden faktor er en ’nøgle’, en sekscifret engangskode fra et nøglekort. De to faktorer tilsammen giver en meget høj grad af sikkerhed.
180.000 på NemID om ugen
NemID har været i pilotdrift siden slutningen af april, og omkring 40.000 medarbejdere i banksektoren har allerede taget NemID i brug. Frem til slutningen af november flyttes der op imod 180.000 netbankkunderover på NemID om ugen, og ved årets udgang vil cirka tre millioner danskere have modtaget en NemID.
Stor interesse fra virksomheder
Også de private virksomheder har fået øjnene op for fordelene ved den nye digitale signatur, og DanID møder stor interesse fra vidt forskellige typer af virksomheder:
”Virksomhederne har for alvor forstået, at NemID er langt mere end en sikkerheds-løsning. Mange virksomheder vil opleve, at NemID gør det muligt at sætte strøm til papirgange mellem kunderne og virksomheden, med øget effektivitet og forbedret service til følge,” fortæller Jette Knudsen.
Staten og banksektoren i samarbejde
NemID er udviklet i et tæt samarbejde mellem IT- og Telestyrelsen og den danske banksektor. Løsningen er designet og implementeret af DanID A/S, som er et datterselskab i PBS-koncernen. Selskabet, der blev stiftet i 2007, er 100 % ejet af PBS.
For yderligere oplysninger, kontakt venligst:
Kommunikationschef Jette Knudsen, DanID A/S
Telefon: +45 29 48 78 75
E-mail: jlk@danid.dk
Om DanID
DanID varetager drift og udvikling af Digital Signatur, NemID og flere andre sikkerhedsløsninger til offentlige og private virksomheder. DanID A/S er et datterselskab i PBS-koncernen og 100 % ejet af PBS. PBS står blandt andet bag Betalingsservice, som de fleste danskere bruger til betaling af deres regninger. Det er også PBS, der sørger for driften af danskernes foretrukne betalingskort, Dankortet. Læs mere på www.danid.dk og www.nemid.nu.