NemID - det nye sikre log-in
NemID bliver det nye sikre log-in på internettet. Skal du på netbank, hente oplysninger hos det offentlige eller i dialog med virksomheder, så bliver NemID din nye digitale signatur. Sikkerhed, brugervenlighed og tilgængelighed er, hvad NemID vil tilbyde dig. NemID udvikles og drives af selskabet DanID A/S, som PBS ejer 100 %.
Nye fordele med NemID
NemID bliver afløseren for Digital Signatur, som mange danskere allerede i dag kender og bruger. Digital Signatur garanterer identifikation af afsender og modtager og sørger for sikker kryptering af personlige data på internettet og e-mail. NemID giver dig samme fordele – og flere endnu. NemID er nemlig ikke låst til en enkelt, fast computer, men kan bruges overalt, hvor du er. Du skal blot bruge et lille ”nøglekort”, som du kan have liggende i din tegnebog. Det bliver også slut med at bruge forskellige kode til det offentlige og til netbanken. NemID giver dig adgang til hele din digitale hverdag, for både bankerne og det offentlige samarbejder om NemID. Endelig bliver sikkerheden med NemID den højest tænkelige. Med NemID er din private computer langt mindre sårbar over for såkaldt "spyware", som stjæler kodeord og nøglefiler.
NemID tilbydes af DanID A/S
NemID udvikles og drives af selskabet DanID A/S, som ejes 100 % af PBS. DanID A/S er udvalgt af Videnskabsministeriet, som har opstillet de strenge krav, som den nye digitale signatur NemID skal opfylde. Indtil NemID lanceres, viderefører DanID A/S drift og support af den eksisterende Digital Signatur. PBS har 40 års erfaring med at levere sikker og brugervenlig formidling af information og betalinger. Derfor er NemID et naturligt tiltag fra PBS, som er med til at digitalisere danskernes hverdag trygt og sikkert.
Læs mere på www.danid.dk